26. januar 2021

Til information, kan jeg fortælle jer at beboerne alle er vaccineret. Der er kun nogle få der mangler revaccinen. Det er så glædeligt, nærmest historisk. Det er gået fint med alle, ingen bivirkninger hos beboerne. På medarbejdersiden er ca. halvdelen vaccineret. Her oplevede til gengæld flere desværre ret voldsomme bivirkninger af 2. stik. Heldigvis går det hurtigt over. Alle CPR-numre på de resterende medarbejdere er sendt ind til Statens seruminstitut og derfor ligger det nu i deres hænder at alle bliver vaccineret. De beboere, der afventer revacciner holder vi styr på. Det er ikke muligt at bestille tider lige nu, men det skal der nok komme.

Status rent CORONA mæssigt går det stille og roligt. Vi holder det fortsat på et plan, hvor vi kan være stolte af det. Det er ikke meget vi har haft inden for dørene. MEN jeg vil sige, vi gør også meget for at undgå det, og vi regner fortsat med jeres støtte og hjælp til at holde den ubudne og farlige gæst for døren. For den er faglig for os, og dem vi passer på.

Vi SKAL fortsat være meget omhyggelige med hygiejne og vi SKAL fortsat bære værnemidler. Det er fortsat stort smittetryk, trods nedadgående kurver. Vi kan ikke tillade os at slække på sikkerheden, hverken for vores beboere eller vores personale. Jeg vil derfor godt bede om at nedenstående bliver overholdt:

Det er vigtigt at blive væk ved symptomer, spritte hænder ved indgang til Provstegaardshjemmet og gerne ofte under besøg. Spritte af i lejligheden efter besøg, gerne meget grundigt på alle berørte overflader, og slutte af med håndtag til lejligheden. Hvis der ikke står sprit på gangene, er det fordi vi tager hensyn til vores beboere, der ikke kan håndteret dette. I så fald, skal du bede om at få det udleveret af personalet. Husk at beholde maske, eller i nogen tilfælde visir, på under besøget. Lad være med at nyde mad og drikke under besøget, medmindre andet er aftalt. Husk at overholde det antal besøgende der må komme og de aftalte besøgspersoner, max 3, 2 ad gangen. Det er ikke tilladt at medbringe børn, ud over de 3. Gå direkte til lejligheden og direkte ud. Gå ikke rundt på plejehjemmet og besøg ikke andre, end din egen pårørende. Man må ikke gøre ophold på gangene eller i opholdsstuen, for at tale med personalet eller andre pårørende, medmindre andet er aftalt.

Vi går lysere tider i møde. Snart er vi alle vaccineret. I det store tidsperspektiv, er der ikke længe til. Vi glæder os meget til at komme godt og trygt, over på den anden side. Der er ting vi længes efter. Mere samvær med jer, og mange aktiviteter, der lige nu, ligger i dvale. Men inden for murerne summer huset alligevel af liv og aktivitet. Vi har tilpasset os og fundet veje i ”mørket”. Beboerne har gode dage og meningsfyldte aktiviteter. De er tilfredse og har det godt. Vi nyder alle, at der nu er lidt mere lys og dagene er lidt længere. Det giver os fornyet håb og vidner om, alt det der gik godt. Vi begynder at glæde os til det, der forhåbentligt snart, venter lige rundt om hjørnet. Vi er fulde af forventningens glæde.

Afslutningsvis, vil jeg gerne, endnu engang, takke alt personalet på PH. Fra kælder til kvist. Uden dem og deres dygtighed, og store samfundssind, var vi ikke kommet igennem dette år, på samme måde. Det har trukket store, personlige veksler, som afsavn til familie og venner, for ikke at være den, der bringer smitten ind på Provstegaardshjemmet. Afsavn, der også snart har omkostninger for den enkelte, der længes efter et normalt liv, med en social omgangskreds. De har udvist en vilje til at få dette til at lykkedes, og en ansvarsfølelse, der rækker langt ud over, hvad jeg nogensinde kan bede om. Det er hvad jeg, fra det dybeste i mit hjerte, kun kan modsvare med et stort, varmt og ydmygt TAK.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.